Første bind i folkets danmarkshistorie.
“Far var med i Hjælpekassen og Gud nåde de sølle mennesker, der skulle have noget af Hjælpekassen, de fik ikke for meget. Hjælpekassen var fattigkassen for de af sognets folk, der ikke kunne klare sig, men de skulle dæleme trænge hårdt for at få. Og Poul Steffensen, ham har far rendt rundt om spisestuebordet efter, sådan prøvede Poul at hænge på hele tide for at få. Så døde Pouls datter, og far sagde: “Nå, han skal nu have lidt til begravelsen.” En dag Poul Steffensen drog forbi smedjen, kondolerede far jo pænt, og Poul: “Tak, tak.” “Nu skal jeg sige dig noget,” fortsatte far, “nu kan du gå op i Brugsforeningen, og så må du købe for det og det, for de og de penge.” “Mange tak, Andreassen,” sagde Poul, han var så fin i sproget. Men da Poul var kommet et stykke hen ad landevejen, fik han et grin på ansigtet, kom tilbage og sagde: “Andreassen, jeg kom i tanke om, at hvis jeg nu selv fik pengene, så kunne jeg bedre få ordnet de indkøb.” “Ja, på gammel klokke,” sagde far, “jeg kender dig Poul. Vil du ha´ de sager, så går det på den måde jeg har sagt, og ikke anderledes. Ikke noget med at hente øl for pengene.”
Der lå en fattiggård i Fiirgårde, en tre km herfra. Bestyreren Karl Mogensen var så meget af en slyngel ved de gamle mennesker, han spændte dem for hesteriven i tov og lod dem trække. Men skidt, det var jo bare nogle gamle vrag, dem kunne han da godt bruge.”
De bedste bøger:
3- bindsværket om folkets danmarkshistorie, social kulturelle bøger:
”Det var jo en anden tid” Aarhus Universitetsforlag, 2009.
”Fattigdom på vandring.” Forlaget Alinea 2000.
”Dengang familien var alt.” Gyldendal 1995.
”Smedens søn og andre historier.” Gyldendal 1993.
Sidste bind ”Et vågent øje” under udarbejdelse.
”Den lille satan og hans far.” Børnebog, sammen med min da 11-årige datter Sigrid. Gyldendal 1992
”Ursula Dahlerup. Baronessens Erindringer, “sammen med Bent Dahlerup. Gyldendal 1989.
Skuespil, en enakter ”Katten op at stege.” Opført på Hippodromen på Folketeatret i 1988.
Svar til en læsegruppe i Odense angående “Jagt efter vinden.”
Spring tilbage til år 1961.
Jeg boede som 19 årig i et aflangt klubværelse med skråvægge oppe under taget i Brohusgade på Nørrebro. Brohusgade gik ud til Åboulevarden, på den modsatte side af Åboulevarden havde Landbohøjskolen en græsmark, hvor gik der heste.
En dag kom en meget venlig og travl redaktør Philip fra H. Hirschsprungs Forlag uanmeldt på besøg og ville se, hvad jeg skrev på. Nå, det var bare en øvelse, skitse til en novelle, der ikke var færdig. Men da min første roman havde været en succes med tre oplag, ville Philip bare gerne se det, jeg skrev på. Han tog arket i min skrivemaskine ud, tog den lille stak papir på bordet, snakkede så venligt til mig om forlagets interesse for mit talent og forsvandt. Pludselig fik jeg at vide, at skitsen var antaget som en roman, der skulle udkomme d.1 januar 1962.
I ungdommelig livslyst, hvirvelvinde, tidens mange tilbud til en ung kvinde, foredrag og aktivt engagement i debatter og bevægelser, lod jeg det ske. Det var selvfølgelig en fejl. Desuden var jeg forelsket i Jens Schoustrup-Thomsen, der senere blev min første mand. Desværre fortalte jeg ikke Jens om skitsen, for så havde han hjulpet mig til at træde på bremsen. Jens var ansat i Danmarks Radios Litteraturafdeling.
Flere år senere mødte jeg den rare Philip til en reception, han kom hen til mig og undskyld.