Min nye roman “Storhedsvanvid.”

 

1 kapitel.

Af Morten Skrivers dagbog, år 2039.

 ”Hvem taler jeg med?”

”Det er lige meget, du bliver vel aflyttet. Kan du ikke komme her ud?”

”Sagde hververen til din søn: `Søger du en nem vej til paradiset og et martyrium, så kom?´ Var han langskægget og i kofte?”

”Nej, det var en hvid, moderne mand, han hverver unge mænd til et oprør.”

”Nå da. Borger, hvorfor ringer du netop til os?”

Stemmen svarer: ”Fordi jeres netavis ikke bare skriver politisk ukorrekte nyheder, I lader jer også involvere.”

*

Der er udbrudt en anden tid.

Jeg ringer hjem til farfar, den tidligere dommer Christian Skriver, og siger, at hvis der hænger hvide klude på stakittet ved kastanjetræerne i aften, kører jeg forbi uden at standse og sover inde på redaktionen.

”Hvad er der galt?”

”Jeg er vist på vej ind i et lidt spændende stofområde.”

”Du kommer hjemme, i vores familie holder vi sammen.”

”Jeg har fået et anonymt tip og vil ikke trækker jer ind i flere problemer.”

”Forstod du ikke, hvad jeg sagde, min dreng?”

”Snak med de andre om det, må jeg tale med min søster?”

”Det er unødvendigt, skriv, skriv, skriv om alt, uden at skjule noget.”

De ord er for længst krøbet ind i mit hoved, har lagt sig ned og slipper aldrig ud igen.

”Hov forresten farfar, fortæl pigerne, at jeg har skaffet fem stykker sæbe.”

Lidt tør sne fyger langs jorden, det er en forblæst, bitterkold vinterdag før alt det uhyrlige begyndte, gadelygterne tændes ikke mere i hovedstadens sidegader for der skal spares, så flere folk går med cykellygter på benene.

Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at landet hedder Den Demokratiske Republik Danmark, at kongefamilien holdes i husarrest, dødsstraf er indført for racisme og nationalisme, og der tales tre sprog i Folketinget. Klassisk arabisk og tyrkisk er også indført i folkeskolerne, engelsk er forbudt. Osmanner-Tyrkiet 2 er blevet verdens førende islamiske stat. Vores erhvervsliv er overtaget af staten, selvejet afskaffet, og alle er lønmodtagere. Kun rederierne nåede for skummende knob at sejle deres containerskibe så langt bort, som bølgerne kunne bære.

Kapitel 2

Mødestedet er bag et byggemarked.

Blæsten fyger og gyser i hvirvlende stød ned over Islands Brygge, som er en brun, hvid zone. Jeg holder godt øje med fodgængerne i deres lange, støvgrå ligeretsfrakker og med biler, der kører for langsomt forbi, ethvert læsertip kan være en fælde, og man slæbes ind i snævre gyder, hvor fjenderne står tættest, for der er spioner og stikkere overalt. De mest almindelige anklager ved arrestationer er, at man fører anti-islamisk propaganda og ikke er begyndt at forbedre sig.

Omkring et gadehjørne i Njalsgade kommer en kolonne af De glade arbejderes brigade marcherende i slæbende gangart, bevogtet af fire bevæbnede kommissærer iført lange grønne militærfrakker. Hver morgen klokken seks på landets rådhuse forvandles arbejdsløse til De glade arbejdere og en fodlænke klikkes vredt om ankler på dem, som skulkede i går. Kolonnen bærer på tunge spande med menneskelig afføring, der hældes ud som gødning til zonens økologiske vejtræer, døgnets afføring skovles op fra det nedlagte Havnebads brædder, hvor ukrudtet gror vildt, da det er haram at bade offentligt af moralske grunde.

Dagen går på hæl her i mørket og kuldens tid. Overalt i bybilledet hænger overvågningskameraer, men på husmurene er der klistret forbudte plakater op, hvor den forhadte landbrugsministers ansigt er sat ind i en fed rottes, underteksten: Vi advarer dig!

Et sidste blidt aftenskær lyser på himlen. Min store schæferhund Anna er med som vagthund og går frit uden snor, det er en smuk tæve med gyldenbrun pels, sort saddel og kloge, vagtsomme øjne. De fleste er bange for den og viger udenom.

Hist og her tændes der lys i boligblokkene. Foran porten til et gammelt pakhus står flokke med hættejakker, tændte mobiler, knojern og keder sig. Alt er blæsende uro, et sted klaprer en port op og i, fra de beskidte gader høres ikke megen latter eller løs munterhed, og for en mand er der ingen sjov ved at kigge efter piger i det kluns. Muslimske kvinder skal bære sorte ligeretsfrakker over deres lange, løse islamiske klædedragter, danskerne og asiaterne skal bruge de uformelige, støvgrå ligeretsfrakker.

Egildsgade har kun tyrkiske butikker, dukkerne i et vindue har tørklæder eller heldækkende ansigtsslør på.

Normalt snakkes der meget i millionbyens gader og virvar, den ene tunge skærper gerne den anden, men i dag er der næsten stille på Københavns fortove, noget i folkestemningen har forandret sig, der er en sagte, afventende uro, som når kuldefronter fra Sibiriens stepper suser frem i Norden og fejer fugleflokke ned fra trækronerne.

Jeg er lige kommet fra regeringens månedlige pressemøde på Christiansborg, og noget stort var under opsejling, noget vigtigt blev ikke sagt. Det er selvfølgelig mere reglen end undtagelsen, men alligevel, politikerne og embedsmændene gik ikke på gangene, de strømmede eksplosivt i tætte grupper og kiggede ikke på andre.

Generalsekretærens hænder sitrede, mens han gav beroligende lyde fra sig: ”Jeg tror ikke, vi bliver involveret i konflikter med Osmanner-Tyrkiet 2, vi har fuld kontrol her i landet. Men det påhviler os selvfølgelig at være forudseende.”

Bag Christiansborgs mure kører der altid voldsomme konflikter på kryds og tværs i samlingsregeringen. Statens butikker har få varer på hylderne, der er knaphed på selv de mest almindelige madvarer og inflationen stiger. Borgerne er lede ved madkøer, stjæler fra offentlige køkkener og plyndrer lastbiler med fødevarer. Priserne på el, olie, kød og brød er steget igen, ulovlige strejker og forbudte smådemonstrationer driver over landet som haglbyger. Regeringen kan ikke undgå at lægge mærke til at dens gode løfter og sminkede statistikker ikke mere virker i vores land, hvor demokratiet reelt er afviklet som en svag, naiv og samfundsubrugelig styreform i nutidens historie.

I går skete det uventede, at en gruppe modige fra landbrugskollektivet ved Himmelbjerget brød ind på store byggepladser, som ligger på deres tidligere jorder. ”Folket behøver mad, ikke feriekolonier til pampere!” En horde af bøller, betalt af lokale partifolk, overfaldt de få landmænd med knipler og bankede dem i ventesalen på en nedlagt station, så gulvet soppede af blod og sne. Vores netavis Jagthunden er det eneste medie, som bringer historien i dag. De andre mediers tavshed gennem årtier er skyld i, at der er gået så galt for landet. Men modstanden vokser i undergrunden, vi kæmper videre og skal nok sejre, for intet politisk styre varer evigt, når løkken er trukket for stramt, må den hugges over.

Landbrugsminister Johannes Thomsen er desværre min søsters gudfar, før Revolutionen var han en munter ungdomsven af familien, men siden han blev en stor mand i politik, undgår han vores hus. Foran Christiansborg fik jeg forleden øje på ministeren og hans nærmeste stab ved statuen af Karl Marx, men ministeren lod, som om han ikke så mig og hastede over på modsatte fortovet ved Kanalen, han havde ikke engang anstændighed nok til at sende mig et nik.

I den første republikanske tid blev rytterstatuen af kong Frederik den Syvende fjernet, over hele landet er rytterstatuer af fortidens kristne konger blevet omsmeltede. Den lille nøgne havfrue er også fjernet fra havkantens bølger efter krav fra Islamisk Fredsfront, som er med i Enhedsvejens regering. Nøgne statuer er forbudt i det offentlige rum. På Thorvaldsens Museum stormede personalet halvnøgne rundt i salene og iførte de skønne hvide marmorstatuer deres eget tøj, da antallet af sorte affaldssække slap op. Sædelighedspolitiet ankom med kun en times varsel, så museets direktør modtog dem alene, fordi personalet måtte skjule sig inde på toiletterne.

Jeg traver videre i kulden for at møde min kontaktperson ved det byggemarked nær skatebanen. En skolebus drejer ind og parkerer ved kantstenen, ud hopper tavse pigebørn iført støvgrå ligeretsfrakker.

Da en kvindelig lærer får øje på en berygtet journalist som mig, løfter hun højre arm og råber tværs over gaden: ”Hej Hitler!” ”Hvad sagde du søde?” Damen gentager. Jeg går over og stikker hende en på skrinet, så får hun armen ned. Flere af børnene fniser, den lærer ligner også en, som slår sine elever. Andre lærere bruger strømpistoler i håbløst urolige klasser.

”Hvem kalder på mig?”

”Her!” råber jeg på mødestedet.

*

“Storhedsvanvid” udkom d. 17.1. 2019. 450 sider: Kan købes i boghandlen eller direkte hos: Skriveforlaget.dk. Pris 299,95 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *