Dansk Røde Kors er blevet som gribbe.

Gribben er en rovfugl, der lever af ådsler.

Fuglene samles i flokke over Afrika og Mellemøsten og tilbringer meget af dagen i luften, hvor de fra stor højde kan afsøge enorme landområder for ådsler.

Gribbene rapporterer hjem til København. Jeg ser for mig, hvordan Dansk Røde Kors´ store afdelinger for marketing og fundraising holder møder om, hvad der nu skal være deres mest koldblodige strategi og indbringende retorik, der kan svøbe ord ind i tårer. Der er 1.304 ansat i Røde Kors i Danmark.

Det er en smerte at konstatere, at det hæderkronede gamle Dansk Røde Kors er degenereret og sunket så dybt i tarveligt plattenslageri. Støt os! Støt os i dag! Betal! Bestyrelsen må gribe ind og luge ukrudtet ud.

Eksempler:

Søndag d. 2. december 2018 modtager jeg og vel i tusindvis af andre en sms, hvor den ikke får for lidt: ”De små udsultede kroppe kan ikke mere i Yemen. 85.000 børn er sultet ihjel. Mange små liv er i akut livsfare! Desperate spiser de blade og skrald. Vi gør alt vi kan, men mangler akut mad og medicin. Støt vores arbejde. Send HJÆLP (150 kr.), eller STØT (74 kr.) Mange tak, Røde Kors. (Stop: Afmeld til 1290.)

Men retorikken pumpes endnu højere op.

Lillejuleaftener er benhård timing til næste sms: ”NØDRÅB! Desperate børn i Yemen sulter ihjel denne jul: de har kun blade og skrald at spise. Hjælp skal frem til dem nu! 3 udsultede børn kan få mad i en måned for kun 150 kr. Hjælp os med at redde liv. Støt vores arbejde. Send Hjælp (150 kr.) eller STØT (75 kr.)” Osv….

Så en pause i intimiderende sms´er om at dø af sult. Røde Kors´ medarbejdere har juleferie, er taget hjem for at dække deres borde med overdådige mængder af dejlig jule- og nytårsmad, mens dagslyset forsvinder bag ruderne.

Så er juleferien forbi. Det suser atter i træernes toppe af store vingeslag.

Søndag d. 6. januar 2019 er marketingafdeling klar igen med åndens friske kræfter. Men i Yemen er alle børn åbenbart døde, for nu skifter dagsordenen til Syrien: ”AKUT. Flygtninge risikerer at dø i kulden! Temperaturen er tæt på frysepunktet i Syrien lige nu. Det er iskoldt om natten, børnene ryster af kulde og vi har ikke tæpper nok til alle. Send Hjælp!” Osv…

Søndag d. 27. januar: ”ALARM! Det værste er sket! 15 børn er døde i kulden i Syrien, hvor en iskold vinterstorm har ramt. Kulden fortsætter og vi kæmper for at få hjælp nok frem. INGEN skal dø i kulden! Send HJÆLP!” Osv.…

Så sms-pause, for Røde Kors´ store ord kan næppe nå højere op. Hjælpsomt foreslår jeg, at de fornyer sig med metaforer om djævle og helvede, hvad med: ”De dør i helvedes spruttende ild, fordi vi ikke har stiger nok til at hente dem op?”

  1. marts falder man så tilbage til båndsporet med Yemen: ”HJÆLP! Sulten dræber i Yemen. Forældre ser i afmagt deres børn sygne bort. Det er verdens største katastrofe. Send os hjælp!” Osv…

Betal nu! Støt os! Bliv fast bidragsyder! lyder ekkoerne i byerne, og unge indpiskere bider os i hælene på gaderne.
Taktikken er at skubbe os ind i et tornekrat af skyldfølelser, skønt hjælpeorganisationerne i forvejen henter tunge pose af skatteydernes penge hos staten. Røde Kors i Danmark får desuden gratis arbejdskraft fra 34.000 frivillige. Vi savner at få reel efterkritik af, om alle indsamlede penge er endt det lovede sted, eller slumrer en del på organisationens egen bankkonto? Desuden betaler vi ulandshjælp over skatterne, mens det regner ned over vores egne institutioner med besparelser. Som et gammelt ordsprog siger: Den der giver, til han tigger, han skal piskes til han ligger.

Siden jeg var barn har private hjælpeorganisationer samlet penge ind til Afrika – uden at det har hjulpet. Tværtimod.

Overbefolkningen på det afrikanske kontinent samt i Mellemøsten fører al slags dårligdomme med sig. Dette problem er hjælpeorganisationerne nødt til at overveje i dybeste alvor, har deres hjælp nogen langsigtet effekt? I millioner af år har mennesker bekriget hinanden – og det vil de blive ved med. Er en kamp forbi, følger ti nye efter.

I 2100 vil der efter beregningerne være 11 mia. mennesker på kloden, så selv stenene må græde.

Den 15. og 16 marts hamrer marketingsafdelingen igen på med sms´er om hårdt sårede børn, enorme dødstal og ubeskrivelige lidelser i Idlib i Syrien, samt tigger om penge imod dårligt vejr i Mozambique.

Vi er ikke forpligtigede til at give penge til hele verden.

Vogt jer, pas på. Hjælpeorganisationerne er blevet for grådige.

(Bragt i Berlingske d.17.4, 2019. Fotoet tilsat her.)

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *