“Det var jo en anden tid.”

Tredje bind i serien om folkets danmarkshistorie.

12 personer fra den gamle danske overklasse og det bedre borgerskab fortæller gribende og medrivende om barndoms svundne verden. Vi er i 1900-tallets første halvdel.

Som direktørens datter fra Annelise Møller Brede Klædefabrik siger: ”Hver dag blev vi klædt om til middagen, som var præcis kl. seks. Min far kom hjem fra kontoret fem minutter i seks, og i det øjeblik klokken slog seks på bornholmeren, kom 1. stuepigen ind iført sort kjole, hvidt forklæde og med hvid kappe på. Hun nejede pænt og sagde, at middagen var serveret. Læs resten

“Dengang familien var alt.”

Dengang familien var altAndet bind af folkets danmarshistorie.

Udgivet år: 1995, Forlag: Gyldendal
ISBN:87-00-23736-1
“Om onsdagen var det far og mig, som slagtede hele dagen og ordnede sådan en ko og et par grise, somme tider havde vi også en kalv at skulle slagte, jo, der var nok at lave. Jeg var slagtersvend, fra jeg var en 11 år gammel pige. Ellers var der rengøring i huset, vi vaskede gerne om mandagen på vaskebræt. Læs resten

“Smedens søn og andre historier.”

Smedens Søn og Andre HistorierFørste bind i folkets danmarkshistorie.

“Far var med i Hjælpekassen og Gud nåde de sølle mennesker, der skulle have noget af Hjælpekassen, de fik ikke for meget. Hjælpekassen var fattigkassen for de af sognets folk, der ikke kunne klare sig, men de skulle dæleme trænge hårdt for at få. Og Poul Steffensen, ham har far rendt rundt om spisestuebordet efter, sådan prøvede Poul at hænge på hele tide for at få. Så døde Pouls datter, og far sagde: “Nå, han skal nu have lidt til begravelsen.” En dag Poul Steffensen drog forbi smedjen, kondolerede far jo pænt, og Poul: “Tak, tak.” “Nu skal jeg sige dig noget,” fortsatte far, “nu kan du gå op i  Brugsforeningen, og så må du købe for det og det, for de og de penge.” “Mange tak, Andreassen,” sagde Poul, han var så fin i sproget. Men da Poul var kommet et stykke hen ad landevejen, fik han et grin på ansigtet, kom tilbage og  sagde: “Andreassen, jeg kom i tanke om, at hvis jeg nu selv fik pengene, så kunne jeg bedre få ordnet de indkøb.” “Ja, på gammel klokke,” sagde far, “jeg kender dig Poul. Vil du ha´ de sager, så går det på den måde jeg har sagt, og ikke anderledes. Ikke noget med at hente øl for pengene.”

Der lå en fattiggård i Fiirgårde, en tre km herfra. Bestyreren Karl Mogensen var så meget af en slyngel ved de gamle mennesker, han spændte dem for hesteriven i tov og lod dem trække. Men skidt, det var jo bare nogle gamle vrag, dem kunne han da godt bruge.”