Slavehandlerne solgte også hvide slaver.

Hvordan kunne fortidens slavehandlen fra Afrika lade sig gøre?

Afrika er et kontinent. Hvorfor forsvarede de mange millioner af indbyggere sig ikke i f.eks. 1500 tallet, når et arabisk eller europæisk slaveskib kom sejlende ind til kysten? Afrikanerne var gode jægere med giftpile, kastespyd og brede tveæggede sværd, skibene kunne sænkes, sættes i brand eller sømændene forhindres i at gå i land; uden vand og ny føde ville de omkomme af sig selv.

Sandheder er, at afrikanske stammer altid selv havde holdt andre afrikanere som slaver, som de så begyndte at sælge til slaveskibene for bl.a. krudt og skydevåben. De solgte deres egne. I Afrikas endeløse stammekrige blev tabende fjender enten dræbt, ofret til guderne eller taget til fange, trælbundne og slavegjorte. Senere hvis en stamme fik ildvåben, måtte nabostammen også skaffe sig den slags for at overleve i næste krig, og betalingen var slaver. I Marokko og Tripolis var der store slavemarkeder. Langs Atlanterhavskysten var de stærkeste før-koloniale stater baseret på slavehandel.

Lyt til nutidens gade-demonstrationer og hør, at døren ind til historisk viden kun står på klem.

For slaveriet er lige så gammelt som menneskehedens historie. Næsten alle klodens lande har i historien forløb brugt slaver, trælle eller livegne, der oftest var bortførte krigsfanger fra undertvungne områder og tit blev behandlet hårdt eller ligefrem oprørende grusomt. Det fremgår både af Bibelen og Koranen, at slavernes værdi stort set var på niveau med kvægs.

Slaveriets historie findes allerede på Nationalmuseet. Så talen om at oprette et nyt dansk museum for den korte kolonitid, vi havde på De vestindiske øer, er komisk poppet, sammenlignet med den lange tid, hvor vi herhjemme havde stavnsbundne bønder, der skulle gøre hoveriarbejde og springe soldat for herremanden, som havde revselsesret og træhesten.

Organisationen ”Black lives matter” har bekvemt nok glemt, at også hvide mennesker i fortiden har være lagt i slavelænker; både mænd, kvinder og børn. Fortidens slaveri handlede ikke bare om hvides overgreb på sorte.

I f.eks. ”De Islandske Sager” vrimler teksterne med hvide slaver.

Som i ”Laxdæla Saga”, hvor høvdingen Høskuld er på et stort købsstævne, hvor der var megen skæmt, drikkelag, lege og alskens glæde. Høskuld besøgte i godt humør et rigt købmandstelt og sagde: ”Du kan vel sælge os noget, som vi har lyst til at købe?” Handelsmanden Gille spurgte, hvad de ville købe, og Høskuld svarede, at han ville købe en trælkvinde, hvis han havde nogen at sælge.” Gille løftede da et forhæng op, og indenfor sad tolv kvinder, hvorpå Gille sagde til ham, at han skulle gå ind og se på dem, om han ville købe nogen af dem. Høskuld gjorde det; de sad alle sammen tværs over boden; han tog dem i øjesyn og så, at der lige ved forhænget sad en kvinde, der var dårligt klædt, men som, så vidt man kunne se, var meget smuk. ”Hvad skal denne kvinde koste, hvis jeg køber hende?” Gille svarede: ”Tre mark sølv, skal du give for hende.” Den gifte Høskuld købte og gik hjemme i seng med sin nye frille samme aften. Senere viser frillen sig at være kongen af Irlands datter, der som 15 årig prinsesse var blevet fanget og bortført.

Også fortidens hvide mennesker kunne slavegøres uanset deres byrd, med mindre de kunne blive løskøbt. I de homeriske digte høres om krigsfanger af høj stand, der blev slavegjorte. Ja, en filosof som Platon mente ikke, at et samfund kunne bestå uden slaver. Slaveriet blev i middelalderen også brugt som straf for slemme forbrydelser.

Hvide slaver? Der er skrevet mange bøger om f.eks. antikkens hvide gladiatorer, der på liv og død kæmpede imod hinanden eller imod vilde dyr i Colosseum i Rom, mens tilskuerne hujende så på, de fleste gladiatorer var slaver eller krigsfanger. Fornøjelsen ved drab og slagsmål er i dag overtaget af filmindustrien og krimibøger.

Den dumme, evindelige kritik af den hvide mand har fortiet arabernes omfattende slavehandel.

Den arabiske erobring af Nordafrika ca. 600 år e.Kr. er en underbelyst tragedie, det var tiden, hvor araberne begyndte at opkøbe afrikanske slaver syd for Saharas ørken, solgt af andre afrikanere.

Araberne drev en enorm slavehandel, de bortførte i tusindvis af afrikanere til Arabien, Tyrkiet og Ægypten. Anført af arabiske slavehandlere skete der så voldsomme menneskejagter, at hele egne blev affolket.

De tog også hvide slaver. I Nordafrika fra 1500 til 1800 anslår den engelske historiker Robert C. Davis, at 1 – 1,5 million hvide europæere blev taget til fange og solgt af arabiske slavehandlere. De blev fanget ved angreb og plyndringer af italienske og spanske kystbyer, eller de blev bortført som slaver fra erobrede og islamiserede lande på Balkan.

I ”Tusind og én nats” orientalske folkeeventyr muntrer de velhavende tilslørede kvinder sig, når husherren er bortrejst. Som da kong Schahzaman begav sig på rejse for at besøge sin brors land og medbragte sine telte, kameler og muldyr, slavere og krigere.

”Midt om natten kom han imidlertid i tanke om noget, han havde glemt i paladset. Da han vendte tilbage og trådte ind, fandt han sin hustru liggende på sit leje, hvor hun favnedes af en sort slave.” Da trak kongen sit sværd og huggede hovedet af dem begge.

Tyrkerne drev også slavehandel i stor stil. De herskende klasse i Det osmanniske rige havde arbejdsslaver, bortførte slaviske drenge blev opdrættet som janitshar soldater, og der holdtes harem, hvor også hvide kvinder, især rødhårede fra Kaukasus, blev indlemmet i haremmets forsyninger.. En tyrkisk sultan som Süleyman I havde i paladset i Istanbul indespærret omkring 600 unge, smukke kvindelige slaver i sit lukkede harem, kun til glæde for ham selv, når han gad.

Mange af slavinderne blev aldrig kaldt til ham. Som haremmets vogtere brugtes sorte eunukker, de var kastrerede mandlige slaver. Bare at tale om en sultans harem var forbudt. Hvilke ufattelige tragedier skjultes ikke i de indelukkede harem. I Konstantinopels åbne slavemarked solgte tyrkiske slavehandlere så sent som i 1908 kvindelige slaver til haremmer eller som konkubiner.

Under det Osmaniske Riges folkedrab på de fangne kristne armeniere, hvor våbenføre mænd blev dræbt, og udhungrede gamle, kvinder og børn sendtes på dødsmarch gennem den syriske ørken, blev unge kvinder voldtaget, ydmyget eller slavegjorte. Læs blot bogen: ”De 40 dage på Must Dagh” af Franz Werfel.

Saddam Hussein i Irak, Muammar Gaddafi i Libyen og Robert Mugabe i Zimbabwe holdt slaver. I romanen ”Drageløberen” af Kholed Hosseini beskrives det, hvor nutidens talibanske krigsherrer ved fronterne bortfører og misbruger små drenge seksuelt som dansedrenge. I de rige Golf Stater importeres millioner af asiatiske kvinder til private hjem, hvor de ofte arbejder under slavelignende forhold. Terrororganisationer som Islamisk Stat holder krigsfanger som slaver i deres storhedstid.

Vi trænger til et udvidet historisk syn på slaveriet, som ikke kun foregik i Amerika. Slaveriets skygger lå tungt over hele klodens fortid og gør det visse steder endnu.

 

Trykt i Jyllands-Posten d.23 juli, 2020

 

 

Min nye roman “Storhedsvanvid.”

 

1 kapitel.

Af Morten Skrivers dagbog, år 2039.

”Hvem taler jeg med?”
”Det er lige meget, du bliver vel aflyttet. Kan du ikke komme her ud?”
”Sagde hververen til din søn: `Søger du en nem vej til paradiset og et martyrium, så kom?´ Var han langskægget og i kofte?”
”Nej, det var en hvid, moderne mand, han hverver unge mænd til et oprør.”
”Nå da. Borger, hvorfor ringer du netop til os?”
Stemmen svarer: ”Fordi jeres netavis ikke bare skriver politisk ukorrekte nyheder, I lader jer også involvere.”
*
Der er udbrudt en anden tid.

Jeg ringer hjem til farfar, den tidligere dommer Christian Skriver, og siger, at hvis der hænger hvide klude på stakittet ved kastanjetræerne i aften, kører jeg forbi uden at standse og sover inde på redaktionen.
”Hvad er der galt?”
Læs resten

“Det var jo en anden tid.”

Tredje bind i serien om folkets danmarkshistorie.

12 personer fra den gamle danske overklasse og det bedre borgerskab fortæller gribende og medrivende om barndoms svundne verden. Vi er i 1900-tallets første halvdel.

Som direktørens datter fra Annelise Møller Brede Klædefabrik siger: ”Hver dag blev vi klædt om til middagen, som var præcis kl. seks. Min far kom hjem fra kontoret fem minutter i seks, og i det øjeblik klokken slog seks på bornholmeren, kom 1. stuepigen ind iført sort kjole, hvidt forklæde og med hvid kappe på. Hun nejede pænt og sagde, at middagen var serveret. Læs resten