Ord bliver som jagede fugle.

Kronik trykt i Jyllands- Posten d. 17.1, 2018)

Hvornår? Hver gang tingene går værre og værre til i lande, hvor magthaverne har forvildet sig ud på tvivlsomme veje og ender i mosen.

Det må skjules.

Kommandoer bliver råbt, flere og flere fugle pilles ned fra himmelhvælvingen, får klippet vingerne og kastes i fangehuller, hvor der er koldt. På den måde bliver ordforrådet mindre og mindre, så det plagede folk ikke kan komme til orde og ytre sig.

Naturligvis er det ikke, fordi magthaverne ønsker at forbyde frie fugle. Men jo mere uro og oprør i et land, jo mere totalitær metoder må magthaverne have gang i for at opretholde ro, orden og dybe uvidenhed. Tusmørket sænker sig.

At ændre politik falder dem ikke ind.

Sagde Stalin måske i 1930´erne på et nattemøde i centralkomiteen: ”Kammerat, kommunismen er slået fejl, der er hungersnød og mange millioner af døde, fængslede og forviste i Sibiriens frosne fangelejre. Hør lige her, nu går vi over til en sovjetisk blandingsøkonomi med lidt kapitalismen og selveje for at se, om det så går bedre.”

Sagde EU-kommissionens formand Jean-Claude Junker måske i sin døsige elegance til de 27 andre kommissærer på et møde i Bruxelles, eller måske mens sad de i Strassburg ovenpå deres flyttekasser: ”Gode venner, EU´s politik er slået fejl. Storbritannien har meldt sig ud, volden stiger i gaderne, vores kommissions-kollegie kan stadig ikke finde ud af at sikre de ydre grænse, trods vores kontraktlige forpligtigelse. Flere og flere medlemslande er truende utilfredse. Hør lige her, nu går vi over til at stoppe retten til at søge asyl og bistandshjælp i Europa og lukker de ydre grænser med bevæbnede soldater, der ikke skal være til grin, men må skyde. Nu går vi over til lidt nationalisme for at se, om det så går bedre.”

Nej, nej

EU-kommissionen drømmer ikke om at lempe strategier eller politiske beslutninger. Noget vil briste inden i dem bare ved tanken. I det første morgenskær stiller den hævngerrige kommission i stedet for så ydmygende, så alt for hårde økonomiske betingelserne for Storbritanniens udmeldelse, også af skræk for flere udmeldelser. EU laver en slags Versaillestraktat til briterne, som har den frækhed ikke at vil lade EU være herrer i Storbritannien.

Den hårde vinterkuld er lammende, og som et gammelt vægter-vers siger:” Gud lad dem blive borte,/ som os bedrøve vil.”

I Marrakesh fik FN sidst på året mange europæiske statsledere til at underskriver en håndfæstning, hvis § 24 henstiller til at kontrollere, at pressen skriver ”etisk korrekt” om masseindvandringen, ellers skal al mediestøtte fratages synderne. ”Etisk korrekt” er nysprog for censur. Da alle i FN-organisationen i New York hører til de gode mennesker, især repræsentanterne fra Saudi Arabien, er det naturligvis deres ret at diktere, hvad der er ”etisk korrekt”.

Den lektie lærte Facebooks ledelse hurtigt.

Ray Bradburys udgav i 1953 sin berømte fremtidsromanen ”Fahrenheit 451”. Handlingen foregår i et totalitært amerikansk samfund, hvor er bøger forbudt, og befolkningen fordummes med meningsløs tv-underholdning. Men enkelte ulydige bogelskere bryder loven og skjuler bøger i deres hjem. Magthaverne har derfor ansat et brandvæsen ikke til at slukke brande, men til at brænde bøger, bryde ind i mistænkelige hjem og sætte ild til bøgerne og hjemmet. Sådan holdes befolkningen nede i frygt og uvidende.

På Facebook er en tusindtallig medarbejderstab ikke ansat til at brænde ord, ild er unødvendig i en digital verden med søgemaskiner. Disse medarbejderne hænger ind over megaskærme dag og nat og skal slette ord, så politisk ukorrekte og sandhedssøgende mennesker fratages retten til at ytre sig kritisk om masseindvandringen dybe, uløselige problemer. At slette ord eller skribenter sker naturligvis for at redde ytringsfriheden og holde nettet etisk rent –  imod fuglenes frie kraft og vingefang

Men alt her i verden går op og ned. En dag falder magten ud af hænderne på nutidens magthavere, de kan ikke mere befale og blive adlydt. Så åbnes fængslernes gitre, de forbudte ord kan frit flyve ud og synge under himmelen. Når folk nu går ture, bruger de frygtløst de befriede ord til at meddele sig til andre med.

Forfatteren George Orwells geniale bog ”Animal Farm” er f.eks. en elsket klassiker i dag. Men i 1944 var det vanskeligt for den store forfatter at finde et forlag, der turde trykke hans manuskript. Orwell fik afslag på afslag fra forlag i både Storbritannien og USA, så der gik år til spilde før det lykkedes at få bogen trykt. I dag er ingen forlæggere bange for en bog, der indirekte kritiserer Stalin og Sovjetunionen. ”The Animal farm” er allegori om dyrenes oprør på en bondegårde, hvorfra de fordriver den fordrukne, hårde farmer. Men efter oprørets første lykkelige rus ender det med, at grådige grise overtager magten, udnytter og udsulter de andre dyr og ter sig som stalinistiske diktatorer. Bogen er en advarsel imod kommunismens totalitære rædsler.

De fleste fremtidsromaner er skrevet som en advarsel til dig, vær vågen, pas på!

George Orwell sagde, at han ikke nødvendigvis troede, at verden ville blive, som han beskrev i sin uafrystelige, knugende roman ”1984.” Men han frygtede, noget lignede kunne ske, at der i fremtiden opstod et iskoldt, umenneskeligt overvågnings- og registreringssamfund, som i bogens London. Byen beskrives som en provins i Oceanien, styret af en magtelite og en diktator, hvis portræt ses overalt med ordene: Big Brother is watching you! George Orwell skildrer i rystende detaljer, hvordan befolkningen underkues og lever i trøstesløs elendighed. Herfra stammer det berømte nysprog: Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke osv

I århundreder har Danmark været symbol på et frit land med ytringsfrihed. Jeg nægter at tro, at vores magthavere simpelt hen har opgivet de frie ord.

Jeg bøjer mig i støvet for litteraturhistoriens store, klassiske fremtidsromaner, ingen sammenligning her. Men jeg har skrevet en fremtidsgyser ”Storhedsvanvid” der udkommer d.3.1.

Handlingen foregår i 2039. Journalisten Morten Skriver fortæller i sin dagbog: ”Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at landet hedder Den Demokratiske Republik Danmark, at kongefamilien holdes i husarrest, dødsstraf for racisme og nationalisme er indført, og der tales tre sprog i Folketinget. Klassisk arabisk og tyrkisk er indført i folkeskolerne og engelsk er forbudt. Osmanner-Tyrkiet 2 er verdens førende islamiske stat. Vores erhvervsliv er overtaget af staten, selvejet afskaffet, og alle er lønmodtagere. Kun rederierne nåede for skummende knob at sejle deres containerskibe så langt bort, som bølgerne kunne bære.” Men der ulmer et sagte oprør i den oprindelige befolkning i Norden. Borgerne vil ikke længere lade sig undertrykke af et totalitært system i et land opdelt i sorte, brune og hvide zoner, hvor alle skal gå i lange ligeretsfrakker, og sædelighedspolitiet kontrollere kvinderne i gaderne. I romanens slutningen sker der noget uventet, som starter den muslimske udvandring fra Danmark.

Er litteraturens ord stadig frie her i vores land?

 

 

 

Min nye roman “Storhedsvanvid.”

 

1 kapitel.

Af Morten Skrivers dagbog, år 2039.

”Hvem taler jeg med?”
”Det er lige meget, du bliver vel aflyttet. Kan du ikke komme her ud?”
”Sagde hververen til din søn: `Søger du en nem vej til paradiset og et martyrium, så kom?´ Var han langskægget og i kofte?”
”Nej, det var en hvid, moderne mand, han hverver unge mænd til et oprør.”
”Nå da. Borger, hvorfor ringer du netop til os?”
Stemmen svarer: ”Fordi jeres netavis ikke bare skriver politisk ukorrekte nyheder, I lader jer også involvere.”
*
Der er udbrudt en anden tid.

Jeg ringer hjem til farfar, den tidligere dommer Christian Skriver, og siger, at hvis der hænger hvide klude på stakittet ved kastanjetræerne i aften, kører jeg forbi uden at standse og sover inde på redaktionen.
”Hvad er der galt?”
Læs resten